Haderslev Dam – liebhaverejendom

· Blandet bolig og erhverv · Solgt - lignende søges
Solgt

Ejendommen

STOR-PARCEL PÅ 2.546 KVM – DIREKTE TIL DAMMEN I HADERSLEV – MED EGEN LILLE HAVN OG EKSKLUSIV SEJL-RET PÅ HADERSLEV DAM.

Absolut bedste beliggenhed – tilbagetrukket fra Erlevvej til 2. række fra gaden, og med panorama-udsigt over Haderslev Dam. En stor-parcel på 2.546 kvm, der grænser direkte til dammen – en fantastisk velanlagt og 100% veltrimmet have i flere niveauer – alt sammen afsluttet ved dammen, hvor der er lavet eget bolværk og bådebro med en stor badeplatform. Bliver sommeren for varm er der således mulighed for at benytte solsengen ude på broen, hvor det lufter lidt mere end på land. Foruden ved bådebroen er der tillige mulighed for at sejle helt ind til haven, hvor der er anlagt eget lille bolværk. Nede ved “havnen” er der desuden anlagt en terrasse udenfor et lille lysthus / havehus.

Ved ankomsten til ejendommen bliver man præsenteret for en stor og flot flisebelagt gårdsplads foran huset. Der er såvel carport som lukket garage og hele gårdspladsen fremtræder velanlagt og meget præsentabel.

Huset er på 160 kvm i stueplanet, og der er indrettet 115 kvm kælder. En del af kælderen ligger i niveau med terræn (mod dammen) og har ud over den skønneste udsigt og direkte udgang til haven også karakter af almindelig beboelse. Dog er hele arealet i underetagen registreret som kælder. Byggeåret er 1971, og ejendommen er løbende vedligeholdt og fornyet. Taget er skiftet i år 2004, vinduer er alle løbende udskiftet i perioden 2002 til dato – incl. i kælderen. Rundt om huset er facader, gavlender og samtlige sålbænke forsynet med zink-inddækninger – alt udført i år 2011.

Indvendigt fremtræder huset også meget velholdt. Man kommer ind i en rummelig entré, hvor der er indbyggede garderobeskabe med skydedørslåger og rigtig god plads. Gulvene er udført i fletparket i egetræ, og entréen fortsætter ned gennem huset som en slags fordelingsgang. Direkte fra entréen er der adgang til dagligstuen, hvor man straks bliver betaget af den fantastiske udsigt ned over baghaven og ud over dammen. Dagligstuen har indmuret brændeovn, store panoramavinduer og udgang til en stor halvrundt anlagt terrasse med den flotteste udsigt. En el-styret markise på ca. 32 kvm kan skydes ud over terrassen, hvis solen bliver for hård, eller hvis en stille sommerregn skulle melde sin ankomst midt under barbeque’en. Foruden dagligstue findes også bibliotek og spisestue. Alle 3 stuer ligger en-suite, og alle har den skønneste udsigt over dammen. Dagligstue og spisestue er adskilte med dobbelte franske glasdøre. Fra spisestuen findes en dobbelt glasdør med udgang til en lækker terrasse – denne er udført i flotte IPE terrasseplanker, og her indtages morgenkrydderen i de første solstråler hele sommeren igennem. Bag spisestuen findes køkkenet, hvortil der i øvrigt også er indgang fra entréen. Køkkenet er udført i hvide låger med kirsebær-kanter og massiv kirsebær-bordplade. Et lækkert HTH køkken – opført i år 1996 – og som stadig står rimeligt tidløst og i fantastiskt velholdt stand. Køkkenet er i øvrigt indrettet med spiseplads til 4 personer. Fordelingsgangen ved entréen giver adgang til gæstetoilet, et stort badeværelse samt 2 store værelser. Det ene værelse har desuden udgang til den store terrasse i baghaven og der er udsigt over dammen fra værelset.

Adgang til kælder-etagen findes fra entréen, og kælderen fremtræder meget anvendelig med en god lofthøjde på ca. 220 cm. Alle vinduer og døre er skiftet indenfor de seneste år, og rummene i kælderen er lækkert indrettede, så de indbyder til daglig anvendelse. Til trods herfor er hele arealet dog registreret som kælder på BBR. Her findes et stort og meget lyst værelse med direkte udgang til baghaven og med pragtfuld udsigt over baghaven og dammen. Ved siden af findes et mindre værelse – meget anvendeligt som kontor – også med udsigt til dammen. Herudover findes stort vaskerum med masser af god skabsplads, et stort viktualierum med opmurede hylder – også meget anvendelig som vinkælder. Desuden findes et ekstra badeværelse med tilhørende sauna samt et par store opbevaringsrum. Fra kælderen findes også en trappe direkte til parkeringspladsen foran huset.

Alt i alt en meget velholdt ejendom – såvel ude som inde. Der er stadig mulighed for at køber kan sætte sit eget præg på huset – her tænkes på badeværelser, der alle 3 har nogle år bag sig, men overalt bærer hele ejendommen præg af, at sælger hele tiden kun har anvendt de bedste materialer og at alt er udført en akkuratesse ud over det sædvanlige. Således er eks.vis trappen til baghaven udført i 6 cm massivt mahogni-planker og alle gelændere rundt om huset i samme materiale. Træterrassen ud for spisestuen er ligeledes udført i hårdt træ (IPE), ligesom finish omkring vinduer, tag og zink-inddækninger m.v. alt sammen vidner om rigtigt godt håndværk.

Kort sagt – en ejendom der skal opleves. Ring til os allerede i dag og bestil en fremvisning – vi viser også frem om aftenen.

Ejendommens detaljer

Ejendommens data

  • Dato: 20/02/2015
  • Brutto/Netto: 0/0
  • Grund areal: 2546
  • Bolig areal: 160
  • Kælder areal: 115
  • Garage areal: 64
  • Carport: 25
  • Afstand til vand: 50

Beliggenhed

Erlevvej 60, 6100 Haderslev

Kontakt

Din besked er sendt. Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Lignende liebhaverejendomme (5)