SKAASTRUP STRAND PÅ NORDFYN – 14 PERSONER
Et nyere og rigtigt flot poolhus fra Skanlux med en udlejning i den absolut høje ende. Ejendommen er opført i år 2018 og er løbende plejet og vedligeholdt af samme ejer siden opførelsen. Husets varmeforsyning er varmepumpe, og ejendommen har derfor et meget fornuftigt varme og elforbrug. Der er højt til loftet (åbent til kip) i både poolrum, køkken/alrum og stue samt i aktivitetsrummet. Det giver en rigtig god og stor rumfornemmelse – og ikke mindst meget lys. Lyden er dæmpet med akustikplader fra Troldtekt på alle lofter i disse rum – så akustikken er i top.
Poolrummet er godt isoleret i forhold til resten af huset, og der er på ingen måde støjgener – trods vandrutschebane og deraf følgende “bomber”, som børnene elsker at lave i bassinet. Der er store vinduespartier, som adskiller poolrummet fra køkken/alrummet, så man fra stue og køkken/alrum let kan holde øje med børnene. Det giver samtidig en god fornemmelse af nærhed, selvom rummene er adskilt. I poolrummet findes endvidere en stor rundspa, der lynhurtigt kan blive fyldt med varmt vand, idet spa-badet fyldes med varmt vand fra poolen. Endvidere findes både sauna og badeværelse i forbindelse med poolrummet. Bassinet er desuden udstyret med modstrømsanlæg / svømmetræner for motionister, der gerne vil svømme længere strækninger.
Huset er udstyret med 5 dobbeltværelser og 2 badeværelser. Herudover findes et stort fællesrum med billard, bordtennisbord, fodboldspil m.v. Over fællesrummet findes en stor hems, der er indrettet som soverum og legerum / TV stue til børnene. Hemsen har 4 sovepladser til børnene.
Fra stuen og køkken/alrum er der udgang til en stor flisebelagt terrasse – en stor del af terrassen er overdækket, så der altid er garanteret grill-vejr. Bag den store flisebelagte terrasse, er der anlagt have med græsplæne og legeplads for børnene.
Køkken / alrummet er indrettet med spisebord til 14 personer og stuen er indrettet med sofagruppe, TV m.v.
Fra huset er der stisystemer via fællesarealer hele vejen til stranden – ca. 800 m.
I forbindelse med udlejningen har sælger kontakt til en pedel, der styrer både rengøring på skiftedage og evt. henvendelser fra lejere angående mangler eller defekt udstyr i huset. Sælger har ingen direkte opgaver i forbindelse med udlejningen.
Compare listings
Compare